Ny udtalelse om dispensation fra den 5-årige forældelsesfrist for hjemtagelse af momsrefusion i forbindelse med kontrolsag hos Skattestyrelsen

Indenrigs- og Boligministeriet har fredag den 7. marts 2025 offentliggjort en udtalelse til en unavngiven kommune om, at ministeriet delvist efterkommer kommunens anmodning om dispensation for retten til momsrefusion, som følge af en kontrolsag af Skattestyrelsen.

Sagen kort

I forbindelse med et kontrolbesøg i 2023 har Skattestyrelsen identificeret flere fejlkonteringer i kommunens momsregnskab for årene 2017 og 2018. Indtægter og udgifter var blevet behandlet forkert, og var derfor blevet fejlagtigt bogført i det momsregistrerede virksomhedsområde i stedet for at blive bogført efter momsrefusionsordningen. Som følge af kontrolsagen efterangav Skattestyrelsen 380.006 kr. for 2017 og 220.889 kr. for 2018 efter tidspunktet for indberetning af saldoopgørelsen for 2022.

Da en momskorrektion af 2017 allerede var forældet i henhold til 5-års fristen, ansøgte kommunen om dispensation for denne efterregulering. Heller ikke momskorrektionen for 2018 var blevet indberettet. Anmodningen om dispensation vedrørte derfor begge år.

Indenrigs- og Boligministeriet har imødekommet anmodningen om dispensation for 2017 og afvist anmodningen for 2018.

Ministeriet lægger vægt på, at momskorrektionen af 2017 allerede var forældet på tidspunktet for fristen for at indberette saldoopgørelsen i 2022 og dermed muligheden for at korrigere 2017. Den endelige opgørelse for 2023, der blev foretaget i april 2024, var imidlertid ikke sprunget på tidspunktet for afgørelsen af Skattestyrelsens kontrolsag, og kommunen havde derfor haft mulighed for at korrigere momsindberetningerne for 2018-2022.

Hvad betyder udtalelsen for jer?

Udtalelsen er efter vores vurdering i overensstemmelse med den kendte praksis på området, men vi ser det som endnu en bekræftelse på, at det er vigtigt, at man som kommune er på forkant og har styr på den momsmæssige behandling inden for og uden for momsloven.

Hvis Skattestyrelsen udtager jer til kontrol, er det desuden vigtigt, at man reagerer rettidigt og har en plan klar for afledte korrektioner overfor momsrefusionsordningen – da der altså alene kan være tale om særlige omstændigheder, hvis den 5-årige forældelsesfrist allerede var sprunget på tidspunktet, hvor Skattestyrelsen træffer deres afgørelse eller efterangivelse.

Øvrigt

Har I brug for en gennemgang af jeres momshåndtering eller ønsker rådgivning i forbindelse med kontrolsager? BDO står til rådighed for en uforpligtende drøftelse.