Når en borger får bevilget en servicehund som hjælpemiddel, opstår der ofte spørgsmål om, hvem der egentlig ejer hunden, og hvem der har ansvaret for de daglige udgifter. Social- og Boligministeriet har med et nyligt svar til BDO fjernet en hver tvivl, som gør det lettere for både borgere og kommuner at navigere i reglerne.
Ministeriets udtalelse
Med udtalelsen, slår ministeriet fast, at servicehunde, der bevilges som hjælpemiddel efter servicelovens § 112, altid tilhører kommunen. Som borger får man altså hunden stillet til rådighed, men man bliver ikke ejer af den. Det forholder sig sådan, at når man ikke længere har brug for servicehunden, skal den leveres tilbage til kommunen. Det gælder uanset om borgeren selv har valgt leverandøren af hjælpemidlet eller ej.
Det betyder samtidig, at kommunen i visse tilfælde kan stå med ansvaret for hunden, der bliver leveret tilbage, hvis borgerens behov ophører. Udtalelsen berører ikke reglerne om, hvordan kommunen står i forhold til håndteringen af de tilbageleverede servicehunde.
Da ejerskabet tilfalder kommunen, må udgifterne hertil dog betragtes som lovlige kommunale udgifter med ret til momsrefusion efter de gældende regler i momsrefusionsbekendtgørelsen.
Hvem betaler for hvad?
Selvom det er kommunen, der ejer servicehunden, er det borgeren, der skal betale for de løbende udgifter i hverdagen. Det gælder akt fra foder til forsikring og dyrlæge. Kommunen er ikke forpligtiget til at dække disse udgifter hvilket er i tråd med både hjælpemiddelbekendtgørelsen og Ankestyrelsens principmeddelelse 49-18.
Når man som borger er bevilliget en servicehund, er det forventet at man passer godt på den. Borgeren skal derfor sikre sig at hunden trives. Det er op til kommunen at vurdere, om den enkelte borger har ressourcerne til at tage vare på hunden, både helbredsmæssigt og økonomisk.
Der er en vigtig undtagelse, som er værd at hæfte sig ved. Hvis borgeren får bevilget træning af egen hund, så forbliver hunden borgerens ejendom. Her er det kun selve træningen, kommunen bevilger og ikke anskaffelsen af hunden.
De udgifter, som ikke kan anses for at udgøre en del af de løbende udgifter i hverdagen, må dækkes af kommunen, men i praksis har BDO endnu ikke kunne komme på eksempler, hvor det gør sig gældende. I stedet må det primært få betydning for de udgifter som vil opstå, når servicehundene tilbageleveres.
Afsluttende bemærkninger
Udtalelsen lægger op til en klar adskillelse af udgiftsfordelingen, og bør gøre det lettere for både borgere og kommuner at navigere i reglerne om ejerskab og udgiftsfordeling.
BDO står til rådighed, hvis I har spørgsmål eller brug for sparring, der er afledt af denne udtalelse.