Dato: 27. maj 2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 26. maj 2025 sendt en ny momsrefusionsbekendtgørelse i høring, som kan læses lige her.
I høringsperioden har alle med interesse for området mulighed for at komme med høringssvar, hvorefter input og kommentarer af relevans forventes at blive inddraget i den videre proces.
Høringsfristen er sat til den 23. juni 2025, og efter planen skal den nye bekendtgørelse gælde fra 1. juli 2025.
Høringsudkastets indhold
Det offentliggjorte høringsudkast til den nye bekendtgørelse om momsrefusionsordningen for kommuner og regioner vedrører alene kommunernes ret til refusion, og indholdsmæssigt er der varslet tre ændringer til positivlisten.
Det drejer sig dels om en følgevirkning til ældrereformen, så der lægges op til at de nye lokalplejehjem nu rent momsmæssigt bliver behandlet på lige fod med friplejehjem.
Udover dette punkt om lokaleplejehjem indeholder høringsudkastet to ændringsforslag, som ikke vurderes at have nogen væsentlig indholdsmæssig betydning for landets kommuner, idet der primært er tale om redaktionelle ændringer i form af sletning af inaktive funktioner, hvor der ikke har været hjemtaget refusion siden 2009 samt ajourføring af en række funktionsnavne.
Afslutningsvis
BDO har været en aktiv stemme overfor Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og udkastet til den nye bekendtgørelse viser, at Ministeriet lytter når vi som rådgivere henvender os. Det kan derfor godt betale sig at give lyd overfor Ministeriet.
Har I brug for en drøftelse af konsekvenserne af den varslede ændring af momsrefusionsbekendtgørelsen for jeres kommune, eller ønsker I vores input til et høringssvar på jeres vegne, så kontakt os endelig.