Landsskatteretten har i en nylig afgørelse atter behandlet spørgsmålet om, hvordan en offentlig institution og dens aktiviteter skal behandles i forhold til momsloven.
Det burde vel egentlig som udgangspunkt ikke være så svært, men ikke desto mindre, har det vist sig at være en forholdsvis svær nød at knække.
Den konkrete sag
I den konkrete sag har BDO som repræsentant for en dansk kommune påstået, at kommuner skal ligestilles med de danske regioner i opgørelsen af deres godtgørelse for elafgifter forbrugt til både momspligtig og momsfri aktivitet. Dette var Landsskatteretten ikke enige i.
Afgørelsen indebærer en fundamental forskelsbehandling, da kommuner fordi de har indtægter fra myndighedsopgaver, jf. Landsskatteretten skal opgøre momsfradragsretten efter et skøn. Opgørelse efter skøn vil i de fleste tilfælde give et markant lavere fradrag, end hvis fradragsretten opgøres på baggrund af en omsætningsfordeling.
Der kan ikke være tvivl om at kommunerne i deres natur har væsentlige myndighedsopgaver.
Praksis, som er alment kendt hos de offentlige virksomheder fastslår, at
”momslovens § 38, stk. 1 indeholder hjemmel til, at virksomheder der har indkøb, der vedrører både virksomhedens fradragsberettigede formål og andre formål, kan opnå fradragsret for den del af afgiften, der svarer forholdsmæssigt til omsætningen i den registreringspligtige del af virksomheden.”, jf. Skattestyrelsens afgørelse i 18-1234031 vedrørende momsfradrag i regioner.
Dermed lægger praksis op til at momsfradrag, også når der er myndighedsopgaver, kan opgøres på baggrund af en omsætningsfordeling.
Hverken Skatteforvaltningen eller Landsskatteretten har forholdt sig til forskellen mellem eksisterende praksis og afgørelsen i den konkrete sag.
Omfanget af myndighedsudøvelse må forstås bredere end hidtil
Et andet element i afgørelsen er, at der allerede er tale om myndighedsudøvelse, når der sker levering med hjemmel i kommunernes bagvedliggende lovgivning.
Landsskatteretten fastslår da således, at leverancer fra kommuner der sker i henhold til lov, allerede skal anses for at være leveret i egenskab af myndighed, når tilsvarende ydelser er momsfritagne, da der i så fald ikke foreligger en konkurrencefordrejning.
Andre ydelser, der ikke er omfattet af momslovens fritagelsesbestemmelser, må fortsat være betinget af, om der foreligger en forpligtelse til henholdsvis at udbyde og bruge den kommunale ydelse for kommunen og borgeren, jf. SKM 2020.459 LSR.
Afledt betydning for mellemkommunale betalinger
Udover afgørelsens åbenbare bidrag til hvornår der kan foretages fradrag efter momslovens § 38, stk. 1 (omsætningsfordeling) og definitionen af myndighedsudøvelse, har Landsskatteretten ganske overraskende – og stik mod hvad der længe har været rådgivernes, kommunernes og endda Skatteforvaltningens egen opfattelse, slået fast, at mellemkommunale betalinger ikke falder inden for momslovens anvendelsesområde, da ”ydelser til andre kommuner, som kommunen har modtaget mellemkommunale betalinger for, må anses for at være leveret i kommunens egenskab af offentlig myndighed”.
Der kan naturligvis sættes spørgsmålstegn ved rigtigheden af denne afgørelse, men ikke desto mindre må den anses for gældende dansk ret, og Skatteforvaltningen bør følge denne praksis.
Lønsum
Endelig må praksis vedrørende kommunernes lønsumspligt i allerhøjeste grad være sat under pres af denne afgørelse, da det er vanskeligt at se, hvordan Skatteforvaltningen kan opretholde deres praksis på området med denne afgørelse.
Myndighedsudøvelsen kan i hvert fald næppe anses som lønsumspligtig, da der ikke er tale om levering i konkurrence med erhvervsvirksomheder eller anden økonomisk virksomhed.
Spørgsmålet er blot, hvor vidtrækkende denne nye opfattelse kan udstrækkes, da kommuners levering af myndighedsbundne opgaver til f.eks. regioner, i teorien også burde være omfattet.
Afsluttende
Vores eksperter følger udviklingen tæt, og skulle I allerede nu ønske at starte en dialog om afgørelsens konsekvenser for netop jer, skal I endelig række ud.